Tour de Sjørring

 

En gourmet gåtur i Sjørring 21. januar 2012

 

 

Lørdag aften formåede hverken blæst, regn eller kulde at afholde en større skare af gode Sjørring borgere fra festlige gåture gennem Sjørring. Fremragende værtsfamilier bød de turnerende og opstemte gæster indenfor til udsøgte 3-retters middagsmenuer. Mellem hver ret skiftede værtsparret gæsterne ud med et nyt hold, som ankom efter en rask og livlig gåtur på kryds og tværs gennem byen. Gåturen gav fornyet appetit til næste herlige ret hos den nye værtsfamilie.

Efter sidste ret – en lækker dessert, samledes alle gæsterne og værtsfamilierne på Sjørring Kro i midten af Sjørring City til festligt samvær omkring natmad og endnu et par kølige drinks. Her sluttede en munter og festlig aften, hvor gamle og nye Sjørring borgere havde rig mulighed for at mødes og lære hinanden at kende.

Inden familierne gik hver til sit, var alle enige om at ville være med igen, når Sjørring Håndværker- og Borgerforening tager initiativ til en ny ”Tour de Sjørring”. Ingen af de deltagende var i tvivl om, at deltagerantallet næste gang bliver mindst fordoblet. Hvem vil dog gå glip af en så festlig oplevelse.